Share this emailCopy the public link or share it on your favorite channel.
Årets sidste halve grise allerede i maj
Desværre kan vi ikke tilbyde halve økologiske grise i sidste halvdel af 2026 på grund af udfordringer i vores avl. Sidste mulighed for at købe en halv gris hos os i år vil derfor allerede være med afhentning i gårdbutikken fredag den 8. maj kl. 17-19.

Udfordringerne er skabt efter vores dejlige orne Heino Hansen ikke længere var produktiv. Vi opdagede, at søerne ikke blev drægtige, og måtte sende Heino på pension. Men ak, afløseren ornen Pumba havde problemer med bentøjet og magtede ikke damerne. Han er nu skiftet ud med ornen Simba, som har mere held i sprøjten.
Hele situationen har skabt et hul i leveringen af halve grise i resten af 2026. Det er vi kede af, men vi glæder os over, at søerne igen er drægtige og nye smågrise er undervejs. Vi forventer salg af halve grise igen i starten af 2027.
Bestilling af halve grise på www.voreslillegaard.dk
De sidste ænder med 40 pct rabat
Vi har få økologiske ænder tilbage i fryserne fra slagtningen op til jul, og dem sælgerne vi ud med 40 procent rabat.
De sælges i gårdbutikken Løngvej 9 i Sorø, som har åbent lørdag kl. 10-13 og efter aftale med Mette tlf. 60 16 66 47.
Ænder kan desuden bestilles på webshoppen på www.voreslillegaard.dk
Når du handler i webshoppen, kan du hente varerne i gårdbutikken, på Stændertorvet i Roskilde onsdag og lørdag kl. 8-14, eller i Øko-skabet med 12 afhentningssteder i hovedstadsområdet.
Et svært valg om høns og æg
Vi har valgt at tage vores høns og dermed æg ud af Øko-mærkningen. Det har nok været den sværeste beslutning siden starten på vores drøm om at producere kød med fokus på optimal dyrevelfærd, økologi og at regenerere jorden. Som regel spiller de tre grundsten sammen, men ikke altid.
Vores første udfordring har været valget af høns. Vi vil ikke have Hybrid høns som Isa Warren/Isa Brown, som er avlet til at lægge ca. 320 æg om året. Det kan deres kroppe ikke holde til og 85 procent af dem, når at brække brystbenet, før de går til.
Derfor har vi valgt at få hønniker af forskellige racer som årligt lægger 200-250 æg i forskellige farver. (De kan ikke købes økologisk).

Vores anden udfordring er Fugleinfluenzaen, som på den seneste vinter har varet i mere end 5 måneder. Restriktionerne kræver, at vores ude gående høns skal have overdække, mens influenzaen raser.
Derfor har vi valgt at bygge faste løbegårde på de mobile hønsehuse, som flyttes dagligt, så vores høns får adgang til frisk græs hele året, også når der er fugleinfluenza. Men løsningen passer ikke til øko-pladskravene på 4,5 kvm. pr høne.
Selvom vores æg er taget ud af øko-mærkningen, får vores høns fortsat økologisk foder, og de græsser på økologiske marker.
Venlig hilsen
Mette og Nicklas
Vores Lille Gård
tlf. 60 16 66 47 (Mette)